Hop til indholdet.

Overraskende…

De seneste dage har erhvervsmedierne beskæftiget sig med BR15 og kravet til randzonetemperaturen i nye vinduer – eller som det viser sig nu, manglen på samme.

Energiministeriet har valgt at fjerne kravet til randzonetemperaturen helt og holdent fra det udkast, der lige nu er sendt til høring – angiveligt på foranledning af en henvendelse fra en markant vinduesproducent på det danske og europæiske marked.

Tilbage til den kolde rudekant og kondens

Det er bekymrende nok, at den frie konkurrence i denne sag er en politisk varm kartoffel, men hvordan stiller det forbrugerne, når de danske vinduesproducenter ikke længere skal håndhæve krav til randzonetemperaturen på vindueselementerne. Idealcombi’s energiekspert, Henrik Brinch, er meget bekymret for, at kvalitetsstandarden i danske vinduer vil falde, da det i forvejen er forbundet med store økonomiske omkostninger at producere i Danmark:

– Vi har i Danmark nogle af Europa’s strengeste krav til energibesparelser på vinduer og døre, og det gør flere danske vinduesproducenter førende på markedet inden for energivinduer, set ud fra værdier og konstruktioner. Sløjfer man randzonekravet til vinduerne vil man opleve, at det vil være fuldt ud lovligt at producere vinduer med eksempelvis kold kant i ruderne, og dermed vil et ringere vindue stadig leve op til de lovmæssige referenceværdier på hele vindueskonstruktionen, siger Henrik Brinch.

Et ekstremt tilbageskridt i udviklingen

Med det nuværende setup i BR15, vil det altså være muligt for producenterne at levere vinduer, der ikke er bedre end de krav, man stillede helt tilbage før 2008, hvor en del vinduesproducenter stadig anvendte kold kant i ruderne, og hvor drivende indvendig kondens var et enormt problem for mange boligejere. I 2009 blev et endeligt minimumskrav om randzonetemperatur indført i DVC’s certificering af vinduerne for netop at gøre op med problemerne omkring indvendig kondensdannelse. Ved indførelsen af BR10 blev kravet yderligere skærpet, og meningen var at hæve minimumskravet markant i BR15.

”Sløjfer man randzonekravet til vinduerne vil det være fuldt lovligt at producere vinduer med kold kant i ruderne igen”
– Henrik Brinch, Energiekspert hos Idealcombi

– Det må betegnes som et ekstremt tilbageskridt i udviklingen af energivinduer for både forbrugere og miljø. For forbrugerne vil det ganske enkelt betyde dårligere vinduer med større risiko for indvendig kondensdannelser. Afledningen heraf vil være dårligt indeklima, risiko for skimmelsvamp, øgede driftsomkostninger og kortere levetid på vinduerne. Udover at ligge uhyre langt fra en energibevidst tænkning, så er det forbrugerne, der fremover vil stå som de reelle tabere af regeringens disposition, siger Henrik Brinch.

De seneste år har størstedelen af de danske vinduesproducenter arbejdet på at udvikle vinduer og døre, der kan leve op til et randzonekrav på 11 grader – en temperatur, som eksperter har regnet sig frem til er fornuftig i forhold til at eliminere risikoen for indvendig kondens på vinduerne og de indlysende gener som følge heraf. Energiministeriets disposition over kravet i BR15 er derfor ikke populært hos de vinduesproducenter, der hver især har investeret millionbeløb for at være med på den grønne bølge, og som helt grundlæggende tror på den positive udvikling.

Vis knapper
Skjul knapper