Hop til indholdet.

Idealcombi satser stadig på Norge som eksportmarked – Skøyenlia Borettslag, en boligforening i Oslo under OBOS, står over for en større facaderenovering, der blandt andet omfatter nye vinduer og døre.

Boligforeningen ligger i Østensjø området nær det naturskønne Østmarka og er opført i 1962, som arbejderboliger til det daværende Aker mekaniske verksted. Boligforeningen består af 208 lejligheder fordelt på flere blokke.

Idealcombi skal levere 1380 vinduer og døre i produktserien Nation, en serie i kombineret træ-komposit-alu. Konstruktionen er vedligeholdelsesfri og har med sine uforgængelige materialer i falsen og på den udvendige side en meget lang levetid. Nation er valgt på baggrund af kvalitet og finish og sikrer med sin konstruktion en god totaløkonomi.

Reference til fremtidige projekter

Vindu Entreprenøren AS har mange års erfaring i vinduesudskiftninger på større projekter og skal stå for renoveringen af Skøyenlia. Idealcombi’s Markedschef Lars Michael Pedersen ser frem til samarbejdet med OBOS og entreprenøren: – Skøyenlia Borettslag er et stort og meget spændende projekt for os på det norske marked, og det kommer til at danne reference for mange flere projekter i fremtiden, siger han. Aktiviteterne i Norge styres i dag fra de danske kontorer, men sælgerne er ugentligt i Norge for at afholde møder med nuværende og kommende kunder.

Store investeringer i certifikater

Idealcombi satser stadig stort på det norske marked trods lukningen af Oslo-kontoret i efteråret 2014. Så meget, at den danske virksomhed lige nu investerer store summer i at teste nye produkter og vedligeholde allerede eksisterende certificeringer i henhold til NDVK.

Salgsdirektør Claus Winther siger: – Vi ved, at NDVK certificeringen er det vigtigste fundament for vores succes i Norge, og derfor bruger vi mange ressourcer på at sikre, at alle certifikater er i orden, så der ikke kan opstå tvivl om kvaliteten og sikkerheden i vores produkter.

Den rigtige strategi

Claus Winther er også tilfreds med udviklingen i Norge trods alle odds: – Vores strategi med at arbejde i niche-området med vores højkvalitetsprodukter har vist sig som det helt rigtige valg. Det har givet gode resultater for os at arbejde selektivt med de rigtige projekter og de rigtige kontakter på det norske marked, og vi har alene i sidste uge fået ordrer på netop OBOS’ Skøyenlia Borettslag samt et nybyggeri for Store-Oslo Eiendom, siger han. – Vi er meget glade for at kunne levere til OBOS’ renoveringsprojekter, og håber på, at vores produkter også i fremtiden kan gør en forskel her. OBOS er Norges største boligorganisation, fortsætter han, så det er naturligvis glædeligt, at de har fået øje på os.

Idealcombi oplever også stor succes på andre eksportmarkeder og har blandt andet netop underskrevet kontrakt om levering af vinduer og døre til One Greengate, et nybyggeri på hhv. 21 og 31 etager i Manchester samt delprojekter i konverteringen af den tidligere Olympic Village i London til den nye East Village, der i alt omfatter 1439 nye lejligheder og byhuse.

Vis knapper
Skjul knapper