Hop til indholdet.

Futura+ gulv-til-loft vinduer i et botilbud til socialt sårbare unge i Nansensgade

Christensen & Co. Arkitekter har på Nansensgade indfriet Københavns Kommunes ønske om at skabe et botilbud til socialt sårbare unge i et byggeri, der skal give noget ekstra tilbage til byens rum.

Det kobberfarvede relief skal give en ekstra dimension til facaden og lejlighederne. Hvert udskudt element rummer nemlig en lille karnap, hvor husets beboere gennem Idealcombi Futura+ loft-til-gulv-vinduer kan følge med i gadens liv. Panoramavinduer i hver lejlighed skal sikre, at dagslyset strømmer ind, og det store udsyn til gadens liv skal skabe en rumlig oplevelse, hvor lejlighederne på 30 m2 virker store og lyse.

Karnappernes lukkede gavle skærmer beboere og naboer mod direkte indkig i boligerne. Hertil kommer at alle vinduerne er syd-østvendte, så karnapperne danner skygge på de tilbagetrukne glaspartier, hvilket sikrer, at bygningen ikke har behov for solafskærmning, når solen bager.

I stueplan er Nansensgade 57 udadvendt og imødekommende. Stueetagen rummer et værksted, der har egen adgang fra gaden og potentiale til at være tilgængeligt for offentligheden. Ved siden af indgangen til værkstedet giver en siddeniche mulighed for ophold i solen, her er plads til forbipasserende og byens borgere. Med værkstedet og siddenichen, bidrager stueetagen til det levende bymiljø, som Nansensgade er så kendt for.

Visionen bag byggeriet er at skabe gode arkitektoniske rammer, for unge mellem 18-30 år, der skal gennemgå et botræningsforløb, før de skal stå på egne ben.

– I huset får beboerne mulighed for i trygge rammer at prøve kræfter med at bo alene, derfor har vi også i arkitekturen integreret pædagogiske tiltag, der skal hjælpe denne træning. Blandt andet understøtter individuel varmeregulering i boligerne personalets pædagogiske arbejde med at synliggøre og øge beboernes selvstændighed, siger Michael Christensen kreativ direktør og stifter af Christensen & Co. Arkitekter.

De 9 nye ungdomsboliger blev afleveret 2 måneder før tid i foråret 2018

Bygherre: Københavns Kommune.

Arkitekt: Christensen & Co. Arkitekter

Entreprenør: Skougruppen

Ingeniør: Rambøll

Vis knapper
Skjul knapper