Nye øjne, Nye kræfter. Samme stærke værdier.
Idealcombi styrker salgsorganisationen i Vestdanmark med ansættelsen af en ny og erfaren salgschef, der skal være med til at sikre tæt kundekontakt og høj kvalitet i rådgivningen.
Hos Idealcombi byder vi velkommen til Peter Bechmann, der fremover skal stå i spidsen for salget i Vestdanmark.
Peter har arbejdet i byggebranchen gennem hele sit arbejdsliv og kommer med mere end 20 års erfaring inden for salg, blandt andet fra KPK Vinduer og senest fra tagbranchen. Med en solid faglig baggrund og et stort kendskab til branchens aktører bliver han en vigtig brik i vores fortsatte vækst og udvikling.
“Der er kommet flere nye kræfter og friske øjne i salgsafdelingen hos Idealcombi. Det betyder, at vi får endnu bedre mulighed for at være tæt på kunderne – fra den mindre håndværker til den store entreprenør og rådgiver,” fortæller Peter.
Han fremhæver, at Idealcombi’s produkter og værdier var en afgørende faktor for valget:
“Kvalitetsprodukter, sunde thyske værdier og en klar vilje til innovation, det tiltaler mig. Idealcombi er for alle, der ønsker kvalitetsvinduer, og så ligger virksomheden jo lige i min baghave,” siger han med et smil.
Med Peter ved roret i Vest står Idealcombi endnu stærkere i arbejdet for at levere vinduer og døre af højeste kvalitet, hvor ordentlighed, ansvarlighed og innovation fortsat er en naturlig del af alt, hvad vi gør.
Vi glæder os til samarbejdet og til at fortsætte dialogen med kunder og samarbejdspartnere i hele Vestdanmark.


